Småsager / Småsagsprocessen

Småsagsprocessen er en relativ ny måde at føre retssager på i Danmark. En sag er en småsag, hvis sagen drejer sig om en værdi på under kr. 50.000,00 eller hvis parterne under nærmere omstændigheder har aftalt, at sagen skal være en småsag.

Som man kan læse om under afsnittet om almindelige civile retssager er en retssag delt op i to. Der er forberedelsen, hvor der indleveres skrivelser, beviser, syn og skøn og afholdes forberedende møder med Retten. Retssagen afsluttes med hovedforhandlingen, som er dagen, hvor sagen skal afgøres i Retten.

I de almindelige civile retssager er det parternes advokater, der forbereder sagen ved at udfærdige skrivelser, fremlægge beviser og tale med Retten.

I småsager er det derimod Retten, som skal forberede sagen sammen med parterne selv. Retten har med andre ord vejledningspligt over for parterne i en småsag. Det vil sige, at parterne selv og ikke deres advokater skal udfærdige stævning og svarskrift, finde vidner og deltage i møder med Retten og modparten.

Man kan som part i en småsag godt få sin advokat til at forberede sagen for en, hvis ikke man føler sig sikker på at skulle forberede sagen selv sammen med Retten. Man bør huske på, at Retten er pålagt både at vejlede en selv, men også ens modpart i sagen. En advokat varetager udelukkende sin klients interesser i sagen.

Hvis man ønsker at have en advokat til at forberede sagen, skal man dog selv betale for det, og man kan ikke få denne del af sine udgifter dækket af en retshjælpsforsikring eller fri proces, som i småsager kun dækker en advokats arbejde ved hovedforhandlingen. Det vil sige, at retshjælpsforsikring alene dækker den dag, hvor advokaten møder i Retten. Det resterende arbejde, skal man som klient selv betale.