Servitutter

På en ejendom kan der være tinglyst en servitut, der ikke længere er relevant. Det kan for eksempel være en servitut fra ældre tid, fordi en tidligere ejer og hans nabo ønskede at notere i tingbogen, at et fælles plankeværk ikke stod i skel, men derimod kun på naboens grund. Plankeværket er for længst rådnet væk og er erstattet af en fælles hæk i skel. Servitutten har dermed mistet sin betydning, og derfor ønskes den slettet.

Det kan også tænkes, at en nabos carport rent faktisk er bygget et stykke inde på en anden nabos grund. For at undgå, at carportens ejer eller fremtidige købere af hans ejendom pludselig vinder hævd over det lille stykke af naboejendommen, så ønsker den nabo, der har det lille stykke carport på sin grund, at tinglyse en servitut, der gør opmærksom på, at carporten ikke er holdt på den grund, den hører til.

Det kan også være, at en lejer ønsker at tinglyse lejekontrakten som en servitut på den ejendom, han lejer. Det kan være nødvendigt for lejers rettigheder i forhold til udlejers eventuelle kreditorer.

Servitutter kan have et meget forskelligt indhold, men fælles for dem alle er, at en servitut er en ret over en fast ejendom, som tilkommer en anden end den, der ejer ejendommen.