Civile retssager

Vi gennemgår altid sagen med dig forinden, idet der er mange overvejelser at gøre sig, før man anlægger en sag, herunder beviser, omkostningerne ved at føre en retssag, forretningsmæssige forhold, forligsmuligheder mv.

Sammen med vores klienter foretager vi en grundig vurdering af en eventuel retssag, som blandt andet er baseret på de overvejelser, som er anført ovenfor.

Uanset om det er dig, der har anlagt sagen (sagsøgeren), eller det er dig, som sagen er anlagt imod (sagsøgte), indledes en retssag altid med en stævning.

Stævningen indeholder sagsøgerens påstand, eksempelvis at sagsøgte skal betale kr. 70.000,00 til sagsøger med tillæg af procesrente. Derudover indeholder stævningen sagsøgerens skriftlige forklaring på, hvorfor sagsøger mener at sagsøgte skal betale beløbet. Det kan for eksempel være en tømrer, som mener at have pengene til gode hos en kunde.

Når stævningen er modtaget får sagsøgte mulighed for at svare, hvilket sker i det som kaldes et svarskrift. Sagsøgte får typisk 3-4 uger til at svare i. I svarskriftet får sagsøgte mulighed for at nedlægge sin påstand, som eksempelvis kunne være frifindelse og herefter anføre begrundelsen herfor. Det kan for eksempel være, at kunden mener, at det arbejde som tømreren har udført, ikke er i overensstemmelse med aftalen, eller at arbejdet er dårligt udført.

Sagen kan forsætte med flere skrivelser ( replik og duplik), men Retten fastsætter dog tidligt i processen et tidspunkt, hvor sagen skal drøftes mellem parterne og Retten. Dette møde foregår telefonisk og advokaterne deltager sammen med Retten. På telefonmødet diskuteres den nærmere behandling af sagen, eksempelvis om sagen kan forliges mellem parterne, om der skal en sagkyndig (en skønsmand) til at udtale sig om sagen, og der skal så vidt muligt også aftales et tidspunkt for, hvornår sagen skal behandles i Retten, hvilket kaldes hovedforhandlingen. Det er den dag, hvor parterne, advokaterne og vidnerne møder i Retten for at få sagen afgjort med en dom.

Tidspunktet for hovedforhandlingen kan godt ligge helt op til 6 - 9 måneder ud i fremtiden.

Efter telefonmødet kan der forsat indleveres skrivelser og nye beviser til Retten. Der bliver i forbindelse med fastsættelse af datoen for hovedforhandlingen fastsat en frist for, hvornår man som part senest må indlevere nye skrivelser og beviser.

Under en retssag kan der foretages syn og skøn. Dette anvendes for eksempel, når kunden vil dokumentere eller forsøge at dokumentere, at det arbejde, som tømreren har udført, ikke er i overensstemmelse med det aftalte, eller er af dårlig kvalitet. Den sagkyndige laver en skriftlig skønserklæring, og denne skønserklæring bliver en del af retssagen som bevismateriale. På baggrund af denne erklæring kan Retten vurdere, hvorvidt tømrerarbejdet er udført tilfredsstillende. Syn og skøn er et vigtigt bevismateriale, idet det vægter højere end parternes egne indhentede erklæringer eller vidner.

Inden hovedforhandlingen har begge parter ridset sagen op og indkaldt vidner, således at dommeren er klar til at få et overblik over sagen. Alle dokumenter og alle vidner, som kan støtte din sag, skal være meddelt på forhånd. Ved hovedforhandlingen er det for sent at komme med ”overraskelser”.

Selve hovedforhandlingen foregår oftest ved Retten i den by, som er nærmest sagsøgtes bopæl.

Hovedforhandlingen starter med, at sagsøgeren og sagsøgte meddeler Retten, hvad deres påstande er. Herefter forelægger sagsøgeren sagen og det vil sige, at sagsøgeren fortæller Retten hvad sagen handler om og i den forbindelse, bliver de relevante bilag læst op. Derefter skal parterne afgive forklaring – det er først sagsøgeren dernæst sagsøgte, som svarer på advokaternes spørgsmål.

Når parterne er færdige med at afgive forklaring, skal eventuelle vidner eller skønsmanden afgive deres forklaringer. Disse forklaringer foregår ved, at advokaterne stiller dem spørgsmål. Den advokat der har indkaldt vidnet får lov at starte.

Hovedforhandlingen afsluttes med advokaternes afsluttende bemærkninger, som hedder proceduren. I proceduren opsummerer advokaterne på skift, hvorfor de mener, at sagen skal afgøres til fordel for deres klient.

Når advokaterne er færdige med deres procedure, er hovedforhandlingen afsluttet. Retten vil herefter afsige en dom, og denne vil typisk komme lidt tid efter selve hovedforhandlingen. Det kan tage op til 4 uger.

Når dommen er afsagt, har parterne 4 uger til at anke dommen, hvis man er uenig i dommen. Det kan være, at kunden fik medhold i, at det udførte arbejde ikke var tilfredsstillende, og kunden kun skulle betale kr. 30.000,- for arbejdet. Hvis tømreren er uenig i dommen skal han anke sagen, hvorefter sagen skal for en ny retsinstans – eksempelvis landsretten. Hvis ikke dommen ankes, står den afsagte dom ved magt.

Fri proces og retshjælpsforsikring

Fri proces

Hvis du opfylder visse betingelser, kan du få fri proces. Dette betyder, at staten betaler retsafgiften og salær til din advokat. Vi undersøger altid muligheden for fri proces, inden sagen startes.
Du kan få mere information om fri proces på www.civilstyrelsen.dk., men du skal under alle omstændigheder opfylde nogle økonomiske betingelser. Hvis du er enlig må du i 2015 alene tjene 304.000 kr. Bor du sammen med en, må jeres fælles indkomst maksimalt være 386.000 kr. Dette beløb forhøjes med 53.000 kr. for hvert barn, som du har boende hjemme.

Civilstyrelsen vil også se på, om du kan vinde sagen inden de giver fri proces. Det hjælper vi med at begrunde overfor civilstyrelsen.

Retshjælpsforsikring

Hvis du har en bil, indbo eller et hus som er forsikret i et forsikringsselskab, har du også en retshjælpsforsikring, som eventuelt vil dække dine udgifter ved en retssag. Vi vil typisk som det første i en retssag tage kontakt til dit forsik-ringsselskab, for at høre om de vil betale. Hvis de svarer ja, har du oftest alene en selvrisiko på 10 % af sagsomkostningerne, dog minimum 2.500 kr., hvis du taber sagen. Vi har som advokater en pligt til at rådgive dig om disse forhold, inden sagen starter.

I den forbindelse gør vi dig også opmærksom på, at der også i retshjælpsforsikringen er en maximumsdækning.